The real Danish summer will be what this sonnet
is about, since whatever surrounds us should fit
into not thirteen or fifteen but fourteen verses,
everything in its proper place, form and content fused,
just as I am myself at one with this summer day,
itself at one with Danishness. Well and perfectly true,
except this poem wouldn’t be itself if it didn’t
point out that nothing can be one with anything else.
There must be spaces between. Still Danish summer
is when and where I could best do without myself.
I would have let nature speak in simile on my behalf
had not that mown lawn’s likely words made it risky.
There is a tall, red chimney, the crematorium’s.
What solace to be at long last free of oneself!
After the Danish of Henrik Nordbrandt, Den rigtige dansk sommer
En rigtig dansk sommer skal være temaet for denne sonnet:
For det må da være rigtigt at det, som omgiver en, ikke skal siges
i tretten eller femten linier, men i fjorten: Sådan vil jeg mene
alting kommer på sin plads, så form og indhold bliver ét
sådan som jeg selv er ét med sommeren
som er ét med danskheden
der er det helt rigtige: Men det ville ikke være dette digt
hvis det ikke påpegede, at ingen kan være ét med noget andet.
Plads skal der være: En rigtig dansk sommer
er nok der hvor jeg bedst kunne undvære mig selv.
Og jeg lod gerne naturen tale på mine vegne, om ikke det vulgære
grønne havde gjort det for pinligt:
Midt i det står en høj rød skorsten: Den hører til krematoriet.
Hvilken trøst langt om længe at blive fri for sig selv!